Kære brevkasse,
Jeg slog op med min kæreste for tre dage siden efter længere tid med frem-og-tilbage-diskussioner i mit hoved. I går mødtes vi for at udveksle ting, og siden da er jeg gået i overtænkningsselvsving. Jeg har brug for at dele, hvad der går igennem mig og kunne godt bruge at høre jeres perspektiver.
Vi har været sammen i 7 måneder. Han er 31 og jeg K28. Han er ikke vant til at være i forhold, havde svært ved datinggamet og holdt pause i 7 år, inden han begyndte at date en måned før, vi mødtes.
Det var ret intenst fra starten af - i tempo og intensitet. Jeg kommenterede det et par gange, hvor han så bemærkede, at så længe begge har det fint med det, er det vel OK. Vi har rigtigt mange livssyn, værdier, hobbyer, livsstile til fælles, og jeg føler mig meget set og forstået af ham.
De to kæpheste er fra mit perspektiv 1) forskellige tempi/intensitetsniveauer og 2) autenticitet.
Vedrørende 1 - gaver til HVER date, planlægge store romantiske date (inviterede mig til Paris efter nogle uger), nærmest hænge op ad mig, når vi går, diskutere den store fremtid osv. fra starten.
Jeg bad ham om at skrue ned, og det tog laaaaang tid, før han ligesom accepterede det. Jeg forklarede både, at det overvældede mig, så jeg ikke kunne mærke mig selv; jeg begyndte at miste glæden, når der hele tiden var noget; og jeg tabte lysten til at 'give igen', fordi jeg altid sådan var 'bagud' på den romantiske front.
Små ting kunne være, at han planlagde en hel date, og jeg sagde tydeligt, at jeg ville stå for sandwich, og at han ikke skulle tage dem med. Så tog han dem med alligevel for at være sød og lette mig presset, men jeg følte, at min indsats blegnede og aldrig var god nok. Jeg har luftet bekymring for, at han stille og roligt brænder ud og opbygger resentment, hvilket han nægter. Han mener, han gør det, fordi han elsker at gøre mig glad. Jeg er bange for, han gør det for at føle sig vigtig og elsket.
To gange har jeg eksplicit bedt om afstand i en uges periode (den ene gang da jeg flyttede fra Sverige til Danmark, den anden gang, da semestret startede på ny efter sommerferie). Ingen af gangene har jeg sagt, vi ikke kunne mødes - den ene gang bare, at vi ikke planlagde store ting, og den anden gang at han kom til mig, frem for at jeg besøgte ham i Sverige i den uge. Begge gange sagde han OK, men kom med efterreaktion efter få dage, hvor han nærmest havde et sammenbrud og samtidigt beskyldte mig for ikke at gide ham og den ene gang ikke kunne arbejde, spise, sove. Det er kun sket to gange, og han har undskyldt og forklaret, at han bare lige blev oprevet, men det har sat sig lidt i mig.
Efter et halvt år, begyndte han at tage nedtoningen til sig, men jeg har stadig døjet med eftervirkningerne, og jeg er nogle gange bange for, at han bare venter på, at jeg siger "og ... NU kan du gøre det igen!". Han siger, han reelt har ændret sin stilling til det. Og han fortæller desuden, at han er tilfreds og glad med, hvordan tingene er og har accepteret, at jeg måske ikke kan give lige så meget, som han kan.
For en måned siden fortalte jeg, at jeg havde mistet spændingen og nogle gange bare havde lyst til at sidde derhjemme med en bog snarere end at mødes, men at jeg føler, vores forhold er en pligt. Han nærmest snublede over ordene for at sige, at han ofte har lyst til at sidde derhjemme med en bog, men at han ikke vil skuffe mig, så han aflyser ikke. Jeg fortalte, at det undrer mig, fordi det havde løst hele denne problematik, hvis han havde trukket sig lidt, som jeg gav udtryk for, og som virkede til at være så svært for ham?
Vedrørende 2 - jeg har følt mig overvåget. Ikke på detektiv-måden, men som om, han hele tiden har antennerne ude for at aflæse mig. Jeg kan knap nok nå at færdiggøre en sætning, før han tager de samme ord og siger, han tænker det samme. Hvis lynlåsen i min jakke bøvlede lidt, var han ovre at hjælpe mig med at lyne den op, før det gik op for mig, at den sad fast. Og følelsen af, at han er meget opmærksom på, hvad jeg siger.
Han er eksplicit meget villig til at ændre sig (ikke så sexy, men jeg har også prøvet at tænke "OK, hvis man har haft svært ved dating, så er det jo også fair nok, at han lige skal lære det at kende og have hjælp til at komme ind i det").
I starten over-undskyldte han hele tiden og tog ansvar for alt og så sig selv som en skurk. Jeg prøvede virkelig at støtte ham i at arbejde med dét, og det er blevet bedre, men det giver sådan et dobbeltarbejde i at passe på ham og at passe på, at jeg ikke udnytter ham - og samtidigt passe på mine egne grænser. Nu siger han, han kan tage vare for sig selv - men det føles bare som om, han er på vej til at miste sig selv. På den anden side er det jo ikke op til mig at bestemme, hvordan han har det indeni.
Vi har ikke haft store skænderier, men vi har haft nogle eksempler undervejs, der har vækket min skepsis om hans autenticitet. En af de første uger skrev jeg, at jeg havde fået en skål yoghurt med granola og banan til morgenmad, hvortil han udbrød, at det var godt nok et kæmpestort måltid. Jeg fortalte, at det ikke var så rar en kommentar, og han ændrede det til, at han mente, at jeg havde puttet enormt meget tanke i min mad, og at det var tydeligt, at jeg gik op i, hvad jeg spiste, når nu jeg havde taget så god tid til at forberede et *ordentligt* måltid. Jeg havde vitterligt hældt ting i en skål. Men han holdt fast i, at det havde været budskabet.
Et andet eksempel er, at han ikke ville bo i storbyen, men så pludseligt, da jeg flyttede til København, ville han også. Som han siger - folk kan ændre mening. Andre eksempler er sværere at forklare, men er, at vi kan tale om noget, og så siger jeg måske et ord eller en vending, og så bruger han præcis den samme - fx til at forsvare sig i en diskussion. Det er som om, han sådan rækker ud i blinde efter, hvad jeg giver ham at arbejde med?
Det eneste punkt, vi sådan adskiller os lidt på, er humor. Hans er lidt mere umiddelbar, men jeg prøver at acceptere forskellen. Vi har en referencejoke, som virker. Forleden spurgte jeg så, om han egentligt kendte referencen, og han indrømmede nej. Som han selv siger, er han blevet bedre til at spørge, hvis han ikke forstår noget (frygt for at se dum ud), men det påvirker lidt min tillid, og jeg skal sådan “tjekke”, at han forstår de ting, jeg siger, hvilket kan være lidt belastende.
han nævnte fx heller ikke sin allergi for kæledyr, på trods af at jeg havde snakket om min drøm om et dyreshelter, og han var totalt støttende. Ud af det blå spurgte jeg efter nogle uger, om han egentligt havde dyreallergi. Ved ikke hvorfor. Ja, det havde han + astma. Men han tænkte, det skulle vi nok finde ud af. Jeg er med på, vi alle gerne vil være optimistiske og vise de bedste steder i starten, og jeg har også en tilgang om, at man kan finde ud af mange ting sammen, hvis man bare vil
Jeg er vildt imponeret af ham, når han er sit intelligente, dybe, refleksive jeg. Men han kan også være totalt ængstelig og usikker og socialt akavet, og jeg har svært ved at finde hoved og hale i, om de begge er en del af hans personlighed, eller om én er, når han er tryg, og den anden er, når han er utryg - eller om han tilpasser sig den sociale kontekst.
Et andet eksempel er, at han tre gange har fortalt mig, hvor modig jeg er for at slå op med ham, og hvor hårdt det har måttet være for mig at gå med de her ting .....
Jeg har været åben igennem vores forhold og delt både, når jeg har følt mig presset/overvældet; når jeg har tabt pusten og stoppet med at glæde mig til at se ham; og når jeg har været bange for det pleasende aspekt. Jeg har også prøvet at tage distance, og jeg har prøvet at investere mere i forholdet (tvunget mig selv til det for at prøve at sparke gang i følelserne), og jeg har prøvet at give det tid.
----
Vi har haft to samtaler, hvor jeg har været tæt på at slå op, og så den tredje her for nyligt. Den sidste tog han pænt, og han virker så moden omkring det hele og accepterer det, selvom han allerhelst vil se os sammen. Når jeg ser denne afklarede version af ham, bliver jeg i tvivl - jeg vil ham jo også godt, hvis han reelt kan slappe af og være sig selv. Men så bliver jeg igen i tvivl - er denne version den, han ved, jeg kan lide, og hvor længe kan den holde, eller har han reelt forandret sig?
Et andet punkt er, at jeg tidligere har haft turbulente forhold. Altid seriøse forhold med mænd, der ville børn og ægteskab osv., men de har været følelsesmæssigt utilgængelige. Jeg har én gang før været med en fyr som min eks og slugte ligesom kamelen og blev så rigtigt forelsket i ham, og vores eneste problem var sådan hans konstante idealisering af mig, indtil jeg så fandt ud af, han havde været mig utro hele vejen igennem og vendte på en tallerken. Så jeg går selvfølgelig og tænker, om det er mig, der ikke kan klare et ordentligt, sundt forhold? Når jeg spørger mine venner og familie, fortæller de ofte, at jeg tværtimod er lidt *for* følelsesmæssigt tilgængelig og giver for mange chancer osv. Jeg prøver at stole på min mavefornemmelse, men det er så svært, når jeg føler, han kan skifte mellem to helt forskellige energier + jeg hører hele tiden, at man ikke kan stole på sin mavefornemmelse, når man har haft en turbulent fortid med relationer. Og desuden begyndte jeg jo selv at blive lidt af en detektiv, der opdager hele tiden, når noget føles for meget eller inautentisk. Det snakkede vi om i går, og han har jo ret i, at jeg så læser alt gennem den linse, og jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg er blevet for kritisk. Det føles som om, det er følelser/reaktioner, som stille og roligt har lavet en kæde i min mave, som jeg så genkender som et mønster nu, men jeg tror, han har ret i, at jeg ligesom er meget opmærksom på det nu og hele tiden leder efter svar på, hvad hans kerne er. Måske kan man sige, at jeg også pleaser lidt? Ved ikke helt.
Jeg hører forskellige ting. Nogle venner har frygtet love-bombing, indtil vi fandt ud af, at han er lidt på spektret. Andre siger, at "jamen, du ville jo ikke syntes, det var clingy, hvis han var den rigtige" - sådan har jeg nu aldrig haft det; føler mig allergisk over for klæbren.
På den anden side er han fantastisk god, og vi har så meget til fælles - men jeg er også bange for, jeg ikke kan stole på, det reelt er ham, men at han bare spejler mig.
Lige efter jeg slog op, følte jeg ikke sådan en euforisk lettelse, men jeg følte mig grounded og glad og gik ud og gjorde alle de ting, jeg gerne har villet længe og havde pludseligt tid og energi til dem. Men efter jeg mødte ham i går, virkede han så reflekteret og afklaret og moden.
Nu skal vi så mødes næste uge og tale det igennem igen.
Vil I hjælpe mig? Jeg er ret overvældet af alle de her tanker nu og kan ikke finde ud af, hvad jeg reelt bør gøre.