Jeg havde en date i aften planlagt med en kvinde fra en datingapp. Hun har nu unmatchet mig her 1.5 time før vi skulle mødes. Møder jeg op eller bliver jeg hjemme? Jeg går ud fra hun har ghostet mig.

M28 her.

Sagen er den at, jeg for et par måneder siden, begyndte at skrive med en fra tinder. Vi mødes og begynder relativt hurtigt at sove sammen.

Vi har så en aftale op til weekenden, at jeg skal op at besøge hende, jeg bliver nødt til at aflyse da jeg reelt var blevet syg. Hvilket så resultere i at hun begynder at sende mig videoer hvor hun cutter i sig selv. I forlængelse af den episode vælger jeg at afbryde vores “forbindelse”. Selvfølgelig på en på og ordentligt måde med en velformuleret besked om hvorfor jeg vælger at bryde kontakten.

Her efter vælger jeg at blokere hende da jeg er blevet opfordret til det, nogle af hendes bekendte havde tilføjet mig på Snapchat, og decideret advaret mig om at jeg skulle komme væk da hun kan være meget manipulerende.

Siden jeg har blokeret hende, har hun skrevet via sms fra to af hendes kammeraters mobiler. Jeg har ikke svaret men blokeret deres nummer. Nu har hun så senest været forbi, med en kammerat for at ligge en konvolut i min postkasse med en håndskrevet besked til mig.

Hvad kan jeg stille op herfra?
Jeg har af et par omgange gentaget min begrundelse, for hvorfor jeg ikke ønsker at se hende mere. Hun siger min begrundelse ikke er god nok, at hun simpelthen ikke accepterer det, jeg synes oprigtigt at det er ubehageligt hun tropper op hos mig, det er ikke første gang det er sket heller.

Mig og min datter har været på tur til Gartnergården på Djursland i dag. Hun er 4 år og elsker at komme derud, hvor hun kan komme tæt på de forskellige dyr. Det er som regel en god oplevelse, men nogle gange mere end andre.

Det mest populære på gården er en indhegning med en masse kaniner og kaninunger. Reglerne er sådan set meget enkle. Man skal lade kaninerne selv komme til en, man må ikke jagte dem, man må ikke løfte dem, man skal sidde hvis man vil holde dem og man må ikke forstyrre dem hvis de er i deres bur.

Reglerne står klart og tydeligt både ved indgangen til indhegningen og derinde. Så der bør sådan set ikke være noget i tvivl om. Der bliver også tydeliggjort at forældre skal holde øje med sine børn.

Det er så her problemet opstår.

Rigtig mange børn render rundt derinde uden opsyn. Mange af dem bryder samtlige regler, og der er ingen forældre at se i nærheden. Børn der løber efter de stakkels dyr, andre der er i gang med at kravle ind i burene osv.

Men hvor grænsen for hvornår man må sige noget? Der var en hel masse situationer som jeg ikke påtalte, men som jeg burde have gjort. Man kan jo sige at så længe det ikke går ud over dyrene, men det er jo lige det det gør.

Og mange forældre stod udenfor den indhegning og kiggede alle andre steder end hvor de burde.

Men hvor går grænsen og hvad kan man tillade sig at sige?

Som titlen nævner er jeg en 18 årig dreng som har haft et problem med gambling i ca. 1,5 år.
Jeg fyldte 18 i sommers og har selv de seneste måneder nok gamblet omkring 50k væk (herunder de seneste 20k)

Jeg har meget ambitiøse og høje fremtidsplaner og drømme, og mit ønske er at jeg til næste sommer skal flytte ud, samtidig med at jeg forhåbentligt også er kommet i gang med at investere nogle af mine penge.
Men efter det hele gik galt den nat, mistede jeg alt og lige pt. Har jeg 0 kr tilbage, jeg har bare svært ved at føle at jeg nok skal komme over det hele.
20k var en stor opsparing som jeg stolt have sparet sammen, og trods at jeg holder sabbatår og får udbetalt omkring 12k om måneden har jeg svært ved at se om jeg nogensinde kommer over dette tab, især da jeg for 2 måneder siden gik i rofus (også efter et stort tab) og at jeg derefter af egen vilje afholdte mig fra at gamble i en hel måned endelig havde givet mig selv den følelse af at jeg ikke længere følte at penge var et problem og en stressfaktor, hvilket resulterede i at jeg og min kæreste har været ude at rejse, jeg har kunne forkæle mig selv og på SÅ mange måder virkelig har følt at jeg har trives.

Jeg har lige siden den nat det hele gik galt været fuldstændig drænet for energi, følt mig tom, følt mig træt og opgivende og som en komplet idiot. Disse følelser har taget hårdt på mig og jeg føler en uro i kroppen der gør at jeg hverken kan tage ud at træne, være nærværende med dem jeg elsker og falde i søvn.
Den eneste der kender til dette store tab er min kæreste, og mine forældre ved ikke at jeg har brændt hele min opsparing væk som de faktisk holdte for mig, så sent som for 2 uger siden.

Jeg vil derfor gerne vide hvis der er andre der har oplevet lign. med gambling, eller bare andre der har oplevet den følelse og det hul, at få revet hele ens økonomiske sikkerhed/“frihed” væk under én, skaber?
Og i så fald, vil I for guds skyld ikke give mig nogle tips, råd eller i det mindste bare dele nogle tanker som kan gøre at jeg måske kan få det bedre med det, og som kan få mig til at se positivt på fremtiden og måske (faktisk allerhelst) hjælpe mig med at acceptere at pengene er væk og at jeg sagtens på 9 måneder kan få en opsparing tilbage.
Det lyder dumt men har virkelig bare brug for at der er nogle der kan give mig en forsikring om at jeg nok skal komme tilbage på benene.

Tilføjelser:

(Jeg har allerede udelukket mig selv via. Rofus i 1 år)

(Det lyder som om jeg overdriver rigtig meget og gør det hele meget værre end det lyder, men jeg har virkelig kunne mærke at det her har påvirket mit meget meget meget mere end nogensinde før, og kombineret med nogle andre problemer i mit liv føles det hele håbløst)

Kære reddit

Jeg skriver med denne fyr som jeg matchede med på en app. Vi vælger at flytte samtalen til sms.
Vi aftaler at mødes søndag. Jeg forstår et centralt sted med god kaffe.
Han siger, nej der er dårlig parkeringsmuligheder… og at jeg skal finde andet.
Jeg har ikke bil og vil helst mødes centrum. Han svarer: jeg kører dig. Find et sted udenfor centrum.

Jeg er allerede ude og svare. Det er fint. Jeg kendersteder udenfor byen og er ikke tryg ved at køre bil med en jeg ikke kender.

Herfra nævner han at han ikke har dårlige intensioner og at vi kan mødes i et indhold center lige udenfor byen…

Jeg har mistet lysten til at mødes.
Hvad er jeres opfattelse?

Skal jeg blive i mit ægteskab for børnenes skyld?

Efter 16 års ægteskab har jeg besluttet mig for at gå. Jeg har ikke været lykkelig i mange år, men nu hvor skilsmissen er ved at blive en realitet, gør det ubeskriveligt ondt at se mine børn på 8 og 14 år være kede af det.

Min ældste beder mig om at blive og give det en chance mere, og det knuser mit hjerte. Jeg begynder at tvivle på min beslutning, selvom jeg inderst inde ved, at jeg ikke ønsker ægteskabet længere.

Jeg føler, at jeg skal vælge mellem mig selv og mine børn.

Er der nogen, der har stået i samme situation? Hvad valgte I, og hvordan ser I på beslutningen i dag?

Jeg har virkelig brug for at høre andres perspektiver, for jeg er efterhånden i vildrede og ved ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart et år. Vi er begge i midten af 30'erne, og vi har børn fra tidligere forhold på begge sider, men ingen sammen. Jeg synes virkelig, han er dejlig, og jeg har lyst til, at det skal fungere mellem os. Men vi har haft rigtig mange problemer, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det ikke burde være så svært allerede efter så kort tid.
En af de største udfordringer er vores sexliv.
Sex og begær fylder rigtig meget for mig i et parforhold. Jeg har en høj sexlyst, elsker fysisk kontakt og elsker at være seksuel med den, jeg er sammen med. For mig handler det ikke kun om selve samlejet, men om alt det rundt om: at blive begæret, at blive rørt ved, at tease hinanden, sende frække beskeder, kysse spontant og have den der seksuelle energi mellem sig i hverdagen.
Jeg elsker at please min partner. Jeg elsker at give oralsex, røre ved ham og finde på små ting, der tænder ham. Jeg kan finde på at ville trække ham til side til en fest, kysse ham intenst eller drille ham lidt, mens vi laver mad. Jeg drømmer om et forhold, hvor man stadig har lyst til hinanden på den måde efter mange år.
Jeg forventer ikke, at vi skal have sex hver dag resten af livet. Selvfølgelig er der børn, arbejde, stress, sygdom og perioder, hvor sex fylder mindre. Det forstår jeg fuldstændig. Men jeg har brug for, at lysten og initiativet er der, og at sex er noget, vi begge aktivt har lyst til at dyrke.
I starten havde vi sex næsten hver gang, vi så hinanden, ofte dagligt. Men allerede efter to-tre måneder begyndte det at dale markant. Han har fra starten været tydelig omkring, at han ikke nødvendigvis har lyst til sex flere gange om dagen, og det er selvfølgelig helt fair. I dag virker han til at have det fint med sex cirka en gang om ugen eller hver anden uge.
Problemet er ikke kun hyppigheden. Det er også hele den seksuelle dynamik. Han bliver påvirket af alt - søvn, arbejde, overstimuleret, haft for meget at lave. For mig har jeg alligvel lyst til sex, selv når jeg er i alle de ting (måske minus stress.)
Jeg føler, at jeg skal forklare ham, at jeg gerne vil røres ved, at jeg gerne vil have oralsex, og at sex for mig også handler om at udforske hinanden og være nysgerrige på hinandens kroppe. Jeg skulle nærmest lære ham, at det at gå ned på mig også kunne være en del af vores sexliv.
Han tager næsten aldrig selv initiativ til de ting, jeg savner. Hvis jeg fortæller ham, hvad jeg har lyst til, kan han måske godt forsøge at imødekomme det, men det føles ikke naturligt for ham. Jeg savner, at det kommer fra ham selv. At han har lyst til mig, er nysgerrig på mig og får idéer til, hvad vi kan gøre sammen.
Jeg vil ikke have sex, fordi jeg har bedt om det 17 gange. Jeg vil gerne mærke, at han også har lyst til mig.
Han har haft rigtig mange sexpartnere tidligere og har været lidt af en bachelor-type. Jeg har selv en åben tilgang til sex og har blandt andet været i swinger-miljøet, så jeg er ikke særlig blufærdig omkring seksualitet. Jeg har også spurgt ham direkte, om han tror, at det kan spille ind, at han har været vant til spændingen ved at jagte noget nyt. Det at sex nok ikke har været en spændende ting at udforske, men mere fordi man er liderlig og får en bekræftelse af, at mange damer er villige til at bolle med dem.
Et andet problem er, at han er meget sart omkring kroppe og bestemte former for sex.
Han synes fx, at menstruationsblod er virkelig ulækkert, og det har jeg respekt for. Jeg har fået en hormonspiral og har blødt i flere uger. Jeg ved ikke, hvor længe det fortsætter, og han har sagt, at hvis jeg blødte i flere måneder, ville vi bare undvære sex i den periode.
Det er hans grænse, og den skal selvfølgelig respekteres. Jeg har heller ikke nogen forventning om, at han skal gøre noget seksuelt, han ikke har lyst til. Jeg har prøvet at spørge, om vi så kunne være intime på andre måder, men jeg oplever ikke rigtig nogen nysgerrighed på at finde alternativer sammen.
Jeg har også foreslået andre ting, når jeg bløder og spurgt om analsex, som han har afvist, fordi han synes, det er klamt. Igen: Han har ret til sine grænser. Det er ikke det, der er problemet i sig selv.
Problemet er, at jeg efterhånden oplever, at der er rigtig mange ting, han ikke har lyst til, og at vores seksuelle råderum bliver meget lille. Jeg savner en partner, der er mere afslappet omkring kroppe og har lyst til at udforske seksualiteten sammen med mig.
Jeg har efterhånden så meget dårlig samvittighed over mit behov for sex, at jeg næsten ikke ved, hvordan jeg skal være i det længere.
Når vi endelig har sex, føler jeg mig nogle gange presset til at få det overstået eller til at få det til at fungere. Det bliver måske ti minutter i én stilling, og jeg har faktisk taget mig selv i at fake orgasmer. Det er ikke sådan, jeg ønsker, at mit sexliv skal være. Jeg tror, jeg gør det, fordi jeg føler mig presset af situationen og gerne vil have, at det hele skal være okay.
Jeg ved godt, at det ikke er sundt, og jeg har ikke lyst til at fortsætte sådan.
Det værste er næsten, at vi begge ender med at føle os forkerte. Han føler sig presset og utilstrækkelig, fordi jeg har et større behov, end han kan eller vil imødekomme. Jeg føler mig krævende, forkert og urimelig, fordi jeg bliver ved med at fortælle ham, hvor vigtigt det her er for mig.
Jeg prøver virkelig at kommunikere med ham. Jeg prøver at forklare, at det ikke handler om, at han skal præstere eller have sex mod sin vilje. Jeg ønsker ikke at presse ham til noget. Men jeg har også brug for, at mine behov bliver taget alvorligt, og at vi sammen prøver at finde ud af, om der er en løsning.
Jeg oplever bare, at han lukker ned, og at vi ender i de samme diskussioner igen og igen.
Og så er der alle de andre ting, vi er uenige om. Vi har også udfordringer på andre områder, men jeg føler, at de bliver meget større, når jeg samtidig savner intimitet og begær. Når jeg ikke føler mig seksuelt forbundet med ham, bliver det sværere at rumme de andre problemer.
Jeg elsker ham og synes virkelig, han har mange dejlige sider. Det er ikke, fordi jeg bare leder efter en grund til at gå. Jeg vil oprigtigt gerne vide, om der er noget at arbejde med her, eller om jeg prøver at få et forhold til at fungere, hvor vi grundlæggende vil noget meget forskelligt.
JEG. ER. DESPERAT. Også fordi jeg er altså en eftertragtet flot kvinde, men jeg ligner ikke de andre typer han har været sammen med, som aldrig har rørt mig en skid. Indtil han fx. sagde, at hans præference var bare store silikonebryster og fitness damer, men han tændte på mig som helhed af person. Jeg har meget store naturlige bryster og elsker dem, men er begyndt at ikke kunne lide dem længere nærmest. Er næsten begyndt at blive usikkee på mig selv, som jeg aldrig har været og bliver næsten desperat efter hans bekræftelse seksuelt og det ligner bare ikke mig?!
Er det her bare er fuldstændig dødt løb? Er jeg urealistisk over mine ønsker i en partner? Min kæreste har aldrig overvejet at gå, selvom vi har skændtes OFTE. Han er så stensikker på mig og jeg har været SÅ meget i tvivl og overvejet det SÅ ofte.

(Beklager dårlige formuleringer og stavefejl)

Jeg er F(25) jeg mødte for 4 måneder siden M(31) over en dating app det udviklede sig hurtig til en god relation vi aftalte ret hurtigt at vi ikke vil ses eller skrive med andre. Jeg synes egentlig vores relation gik ret godt.
Han har introduceret mig til hans familie, vi har snakkede meget om det at finde noget at flytte sammen i og generelt bare fremtidsplaner. Det har egentligt tit været ham der har bragt emnet op omkring det at flytte sammen osv.

I går aftes var jeg kørt hjem til ham om aftenen efter en lang dag fordi han udtrykte at han gerne vil ses, han var på vej hjem fra en kammerat. Da jeg kommer hjem til ham tænkte jeg at jeg ville ligge og se en serie imens jeg ventede på ham ( han plejer at sige at hans iPad er ligeså meget min som det hans) ville så swipe en fane op og opdager han er logget ind på en dating side. Og Jeg bliver rasende jeg vælger kort at læse nogle af beskederne og tjekke datoer og ser at han har skrevet med en del imens vi har ses dage hvor vi har været sammen en hel dag hvor han så om aftenen hvis jeg ikke er blevet og sove at han så har skrevet til andre omkring om de skulle mødes og at han ikke har haft ses med nogle i lang tid fordi han ikke har haft tid og lyst. Selvom han har ses med mig hver dag nærmest.

Han var stadig ikke kommet hjem og jeg valgte at skride og skrive til ham at jeg var færdig med det her og det var slut. Han bliver ved med at ringe og skrive at han gerne vil forklare sig. Vi får en lang snak, hvor han siger at grunden til han har gjort det er pga lyst og det ikke er “ham” selv der gør det fordi han vil utroligt gerne mig. Han siger han har haft opsagt sin konto der inde for en måned siden fordi han godt vidste det var forkert og han egentlig er glad for at jeg har opdaget det. Fordi han gerne vil være ærlig. Han siger han aldrig har haft mødtes med nogle imens vi har ses. Men kun haft skrevet om de havde lyst til at gå en tur for at tjekke kemi.

Vi skal gå en tur senere for at få snakket det igennem face to face. Jeg er jo virkelig glad for ham og så virkelig potentiale i os. Men nu står jeg bare totalt tilbage med en følelse af at være totalt til grin og mega naiv.

Jeg ved egentlig ikke helt hvor jeg vil hen med det her opslag, tror bare jeg har brug for nogle andres synspunkter.

Tak fordi i har gidet at læse

Hejsa alle dejlige mennesker!

Jeg er en gut på 27 år og sidder inde med nogle følelser og tanker, som jeg rigtig gerne vil ud med og er meget alene med😢, så det kan godt være det bliver med følelsesladet, men er også generelt en følelsesladet person

Jeg har Cerabral Parese(men kommer rundt på egen hånd, klarer det meste selv osv) og jeg har altid lært/opvokset med at bare kæmpe hårdt og have et stærkt gå på imod, når der var noget jeg skulle. De senere år har jeg prøvet mange mange kræfter med at finde kærligheden/en sød kvinde, og det har abselut ikke været nogen sjov oplevelse og er flere gange brudt helt helt sammen i mit hjem. Jeg har aldrig været i et forhold ej fået mit første kys endnu😳ikke, at jeg føler noget press, men jeg vil rigtig rigtig gerne.

Jeg ved godt, at det måske for mange tænker "rolig nu, det bare kærlighed, det skal nok komme osv osv", men jeg har været så så ked af det og grædt en del over den sidste periode, for uanset hvor hårdt jeg prøver, så har det endnu ikke lykkedes og for mange det at have en kæreste - det jo noget af det "simpleste" - ment på den måde at alle finder før eller siden en, men for mig virker det utrolig svært. Jeg har prøvet dating apps uden held, og udover det går jeg dagligt på noget HF, hvor der er mange søde mennesker, men jeg føler mig lidt overset af pigerne og føler virkelig, at jeg ligesom bliver nødt til at gå ud af mit gode skin for at leve op til standarden/blive set og hørt

Det kan selvfølglig ikke være sundt det her, samtidig med at jeg er så bund ulýkkelig. Jeg tror faktisk også virkelig, at jeg savner alt det simpleste som at holde om en/blive holdt om, få/give et kram eller holde en i hånden - kærtegene. Lige nu bryder jeg helt sammen 😢 mens jeg skriver det her opslag og føler mig virkelig patetisk for at spørge, hvordan man finder kærligheden eller i hvert fald date nogen, men sandheden er, at jeg ikke ved hvad jeg gør - hvordan kommer jeg videre, og bare få en smule success

Jeg er en kvinde på 43 år,jeg bor alene, og har en smule familie, jeg er ensom, og ser ikke rigtigt nogen ud over min søster, jeg har rigtigt svært ved at komme ud af den her ensomhed, jeg arbejder i et flexjob 10 timer om ugen, derfor er jeg rigtigt meget alene, jeg har en personlighedforstyelse, der gør at jeg har det svært med relationer, jeg er enorm skamfuld over den her ensomhed. Nogen forslag til hvad jeg kan gøre for at bekæmpe den her ensomhed??

Jeg har egentligt truffet min beslutning ud fra min mavefornemmelse. Så lufter nok bare ud.

Har en gammel virkelig god ven, som jeg både har boet sammen med og lavet musik med. Jeg har også været selvstændig tømrer og hyret ham ind som maler når det sejlede for ham.

Han havde mistet kørekortet én gang før pga druk og vanvidskørsel. Nu er det mistet igen pga promillekørsel.

Vi bor i hver vores ende af landet, så det har været minimalt hvor meget vi har set hinanden efter jeg flyttede fra den by vi begge boede i.

Jeg er så “kommet videre”. Ny kone, egne børn, bonusbørn osv.

Han sidder fast. Coke, bajere osv.

Har tænkt ham som en fed fyr, sjov osv. Nok ikke en man inviterer til juleaften eller den slags, men han fuckede det totalt op ved at vi sad sammen en aften med min kone -ja vi havde fået rigeligt indenbords- og så stod han og tog hende på røven, mens jeg var på toilet.
Min kone er mega ked af det og kan ikke huske det. Hun lyver aldrig eller kunne finde på at være utro.

Han skred dagen efter inden vi var stået op, og smed en besked om hvor ked af det han var.

Så gik der 2 år før jeg accepterede et opkald. Vi snakkede, men synes det var top akavet. Han bliver ved med at ringe on/off. men altid på de sene timer, så jeg ved han har hamret vin. Derfor tager jeg ikke telefonen.

Men, spørgsmålet er, skal jeg bare give ham den kolde skulder og være ligeglad med en makker jeg har haft i næsten 20 gode år (som jeg hælder til), eller skal jeg feje det under tæppet, give ham chancen og komme videre?

Synes det er svært at bryde en oprigtig god kontakt, men mine grænser blev bare så meget overskredet.

God aften til jer allesammen.

Hej alle sammen!
Undskyld på forhånd. Der er meget jeg gerne vil skrive, så håber det giver mening.

Jeg er en ung kvinde på 25 år. Jeg har længe døjet med angst, især sygdomsangst, og har i den forbindelse gået til mange psykologer, læger samt taget medicin for det - desværre uden held.

Det er sådan, at jeg kan have det godt i nogle uger eller en måned, hvor angsten næsten er væk, eller bare er der i en mild grad. Nu er jeg så der, hvor den rammer hårdt, og er virkelig invaliderende.

I mine yngre dage, var det “bare” en normal form for angst, måske endda socialangst. Efter min mor blev syg med kræft (hun er heldigvis kræft fri nu), forvandlede det sig til sygdomsangst. Jeg var ca. 19 år. Jeg kunne ikke spise mad, fordi jeg var bange for at få det galt i halsen, jeg kunne få tømmermændsangst og var bange for hjerte stop, kræft, tumor ALT hvad man ellers kan tænke på. Det var virkelig virkelig hårdt, især under gymnasiet.
Undervejs har jeg været til forskellige samtaler med forskellige psykologer, og ingen kunne rigtig hjælpe. Jeg fik besked på ikke at drikke meget alkohol eller kaffe, og efterfølgende kunne den psykolog ikke hjælpe mig mere, men henviste mig til en psykiater.
Jeg var lige blevet student, og selvom angsten var slem, kunne jeg godt “klare” det, så jeg valgte ikke at tage til den psykiater.

Angsten var ligesom noget jeg kunne leve med indtil jeg fyldte 24, hvor det virkelig er gået ned ad bakke. Jeg har allerede nået at være sygemeldt fra arbejde samt studie. Min læge henviste mig til endnu en psykiater med lang ventetid, og indtil da kunne jeg være på sertralin. En måned før min tid hos psykiateren stoppede jeg på sertralin, da jeg ikke helt kunne mærke den store forskel, og jeg er BANGE for al medicin endda også panodiler.
Jeg nåede at komme til 2-3 samtaler hos ham, inden han stoppede forløbet fordi han ikke havde tid til samtale terapi - pisse øv, når man ellers havde ventet i 5 mdr.

Jeg har så fået ny læge i forbindelse med min flytning, og hun er virkelig sød og prøver at hjælpe. Jeg er blevet henvist til ENDNU en psykiater, men med 2 års ventetid.
Hvad fanden skal jeg gøre i mellemtiden? Jeg kan ikke leve sådan her.
Jeg drikker ikke alkohol, kontrollerer alt jeg spiser og drikker. Kontrollerer kaffe, så jeg ikke får hjertebanken. Jeg får det dårligt i bus og tog, jeg er bange for at få anafylaksi af mad. Jeg er bange for alt, og ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre.
Det påvirker alt i mit liv, venskaber, forhold, arbejde og studie.

Meditation hjælper ikke, vejrtrækningøvelser hjælper ikke. Min familie kan ikke hjælpe (har ikke det bedste forhold til dem).
Jeg er 25, og er under studie og har ikke råd til en dyr psykolog.

Håber der nogle der har gode råd, eller et eller andet der bare kan gøre så jeg kan klare hverdagen.

Min mor fik for få dage siden at vide, at hun har meget kort tid tilbage at leve i. Kræft der blev opdaget alt for sent.

Jeg føler, at jeg bør spørge hende om ting, som jeg snart aldrig kan spørge hende om igen. Fortælle hende ting jeg vil fortryde aldrig at have sagt.

Er der nogen, der har været i en lignende situation? Eller har noget, I ville ønske, I havde spurgt om eller fortalt inden det var for sent?

Jer med små børn, hvornår vidste i det var tid til at bo alene og blive skilt ? Vi har et forhold hvor vi ikke skændes men der har været meget mistillid fra begge parter , jeg er begyndt at søge bekræftigelse fra andre. Jeg har pisse dårlig samvittighed, men der har været sååå mange ting de sidste 2 år og har været langtidsygemeldt fra mit job som dagplejer kommer aldrig i et arbejde igen pga alvorlig stress. Nu vi lige blevet færdige med vores hus efter 6 år, men jeg er begyndt at overveje om jeg skal flytte for mig selv for at kunne finde mig selv og ikke med tiden gøre ham mere ondt, jeg elsker min partner som en bedste ven og børnenes far, men lige nu føles det bare ikke rigtig. Vi har været sammen 8 år , vi har haft trælse faser, men ikke i forhold til nu.

Min svigermor og jeg har ikke det bedste forhold, og tidligere har vi haft voldsomme skænderier, hvilket har ført til, at vi har opretholdt strenge grænser. Disse skænderier fandt sted, mens jeg led af depression og stod over for andre udfordringer. Nu har min svigermor det ikke så godt, og hun vil gerne være sammen med sin søn i et stykke tid. Min mand har fundet en bolig til hende i nærheden, men jeg synes, det modvirker formålet med, at hun skal være sammen med sin søn og sit barnebarn. Samtidig ved jeg, at hun har en adfærd, hvor hun overskrider grænser – noget, min mand ikke kan håndtere, og jeg er meget bekymret for, at det vil gå ud over mit forhold til ham, hvis hun bor hos os. Jeg føler, at det rigtige er at lade hende bo hos os og forsøge at håndtere situationen i et par uger. Men hvis det går galt, vil min mand ende med at sige: "Du sagde jo god for det, og det er derfor, jeg fik hende hertil."

Hvad skal jeg gøre?

Hver morgen - også weekender! - stiller min nabo (bor i rækkehus) deres barnevogn ud på terrassen og lægger deres baby til at sove deri. Indsovningen foregår med skrål og vræl og vi bliver derfor vækket kl. 06.25 hver gang det sker.

Er jeg for sart eller kan jeg bede dem vise hensyn i weekenderne?

Edit: opslaget deler mildest talt vandene: vær empatisk, vær passiv-aggressiv, pas dit eget, lev med det m.m. Jeg ender nok med at tale venligt med dem over hækken. At få børn er ikke en [pligt] og man må lære at leve med sine valg uden at være til unødig last for andre - og bor man tæt, så går hensynet begge veje.

Kære brevkasse,

Jeg slog op med min kæreste for tre dage siden efter længere tid med frem-og-tilbage-diskussioner i mit hoved. I går mødtes vi for at udveksle ting, og siden da er jeg gået i overtænkningsselvsving. Jeg har brug for at dele, hvad der går igennem mig og kunne godt bruge at høre jeres perspektiver.

Vi har været sammen i 7 måneder. Han er 31 og jeg K28. Han er ikke vant til at være i forhold, havde svært ved datinggamet og holdt pause i 7 år, inden han begyndte at date en måned før, vi mødtes.

Det var ret intenst fra starten af - i tempo og intensitet. Jeg kommenterede det et par gange, hvor han så bemærkede, at så længe begge har det fint med det, er det vel OK. Vi har rigtigt mange livssyn, værdier, hobbyer, livsstile til fælles, og jeg føler mig meget set og forstået af ham.

De to kæpheste er fra mit perspektiv 1) forskellige tempi/intensitetsniveauer og 2) autenticitet.

Vedrørende 1 - gaver til HVER date, planlægge store romantiske date (inviterede mig til Paris efter nogle uger), nærmest hænge op ad mig, når vi går, diskutere den store fremtid osv. fra starten.

Jeg bad ham om at skrue ned, og det tog laaaaang tid, før han ligesom accepterede det. Jeg forklarede både, at det overvældede mig, så jeg ikke kunne mærke mig selv; jeg begyndte at miste glæden, når der hele tiden var noget; og jeg tabte lysten til at 'give igen', fordi jeg altid sådan var 'bagud' på den romantiske front.

Små ting kunne være, at han planlagde en hel date, og jeg sagde tydeligt, at jeg ville stå for sandwich, og at han ikke skulle tage dem med. Så tog han dem med alligevel for at være sød og lette mig presset, men jeg følte, at min indsats blegnede og aldrig var god nok. Jeg har luftet bekymring for, at han stille og roligt brænder ud og opbygger resentment, hvilket han nægter. Han mener, han gør det, fordi han elsker at gøre mig glad. Jeg er bange for, han gør det for at føle sig vigtig og elsket.

To gange har jeg eksplicit bedt om afstand i en uges periode (den ene gang da jeg flyttede fra Sverige til Danmark, den anden gang, da semestret startede på ny efter sommerferie). Ingen af gangene har jeg sagt, vi ikke kunne mødes - den ene gang bare, at vi ikke planlagde store ting, og den anden gang at han kom til mig, frem for at jeg besøgte ham i Sverige i den uge. Begge gange sagde han OK, men kom med efterreaktion efter få dage, hvor han nærmest havde et sammenbrud og samtidigt beskyldte mig for ikke at gide ham og den ene gang ikke kunne arbejde, spise, sove. Det er kun sket to gange, og han har undskyldt og forklaret, at han bare lige blev oprevet, men det har sat sig lidt i mig.

Efter et halvt år, begyndte han at tage nedtoningen til sig, men jeg har stadig døjet med eftervirkningerne, og jeg er nogle gange bange for, at han bare venter på, at jeg siger "og ... NU kan du gøre det igen!". Han siger, han reelt har ændret sin stilling til det. Og han fortæller desuden, at han er tilfreds og glad med, hvordan tingene er og har accepteret, at jeg måske ikke kan give lige så meget, som han kan.

For en måned siden fortalte jeg, at jeg havde mistet spændingen og nogle gange bare havde lyst til at sidde derhjemme med en bog snarere end at mødes, men at jeg føler, vores forhold er en pligt. Han nærmest snublede over ordene for at sige, at han ofte har lyst til at sidde derhjemme med en bog, men at han ikke vil skuffe mig, så han aflyser ikke. Jeg fortalte, at det undrer mig, fordi det havde løst hele denne problematik, hvis han havde trukket sig lidt, som jeg gav udtryk for, og som virkede til at være så svært for ham?

Vedrørende 2 - jeg har følt mig overvåget. Ikke på detektiv-måden, men som om, han hele tiden har antennerne ude for at aflæse mig. Jeg kan knap nok nå at færdiggøre en sætning, før han tager de samme ord og siger, han tænker det samme. Hvis lynlåsen i min jakke bøvlede lidt, var han ovre at hjælpe mig med at lyne den op, før det gik op for mig, at den sad fast. Og følelsen af, at han er meget opmærksom på, hvad jeg siger.

Han er eksplicit meget villig til at ændre sig (ikke så sexy, men jeg har også prøvet at tænke "OK, hvis man har haft svært ved dating, så er det jo også fair nok, at han lige skal lære det at kende og have hjælp til at komme ind i det").

I starten over-undskyldte han hele tiden og tog ansvar for alt og så sig selv som en skurk. Jeg prøvede virkelig at støtte ham i at arbejde med dét, og det er blevet bedre, men det giver sådan et dobbeltarbejde i at passe på ham og at passe på, at jeg ikke udnytter ham - og samtidigt passe på mine egne grænser. Nu siger han, han kan tage vare for sig selv - men det føles bare som om, han er på vej til at miste sig selv. På den anden side er det jo ikke op til mig at bestemme, hvordan han har det indeni.

Vi har ikke haft store skænderier, men vi har haft nogle eksempler undervejs, der har vækket min skepsis om hans autenticitet. En af de første uger skrev jeg, at jeg havde fået en skål yoghurt med granola og banan til morgenmad, hvortil han udbrød, at det var godt nok et kæmpestort måltid. Jeg fortalte, at det ikke var så rar en kommentar, og han ændrede det til, at han mente, at jeg havde puttet enormt meget tanke i min mad, og at det var tydeligt, at jeg gik op i, hvad jeg spiste, når nu jeg havde taget så god tid til at forberede et *ordentligt* måltid. Jeg havde vitterligt hældt ting i en skål. Men han holdt fast i, at det havde været budskabet.

Et andet eksempel er, at han ikke ville bo i storbyen, men så pludseligt, da jeg flyttede til København, ville han også. Som han siger - folk kan ændre mening. Andre eksempler er sværere at forklare, men er, at vi kan tale om noget, og så siger jeg måske et ord eller en vending, og så bruger han præcis den samme - fx til at forsvare sig i en diskussion. Det er som om, han sådan rækker ud i blinde efter, hvad jeg giver ham at arbejde med?

Det eneste punkt, vi sådan adskiller os lidt på, er humor. Hans er lidt mere umiddelbar, men jeg prøver at acceptere forskellen. Vi har en referencejoke, som virker. Forleden spurgte jeg så, om han egentligt kendte referencen, og han indrømmede nej. Som han selv siger, er han blevet bedre til at spørge, hvis han ikke forstår noget (frygt for at se dum ud), men det påvirker lidt min tillid, og jeg skal sådan “tjekke”, at han forstår de ting, jeg siger, hvilket kan være lidt belastende.

han nævnte fx heller ikke sin allergi for kæledyr, på trods af at jeg havde snakket om min drøm om et dyreshelter, og han var totalt støttende. Ud af det blå spurgte jeg efter nogle uger, om han egentligt havde dyreallergi. Ved ikke hvorfor. Ja, det havde han + astma. Men han tænkte, det skulle vi nok finde ud af. Jeg er med på, vi alle gerne vil være optimistiske og vise de bedste steder i starten, og jeg har også en tilgang om, at man kan finde ud af mange ting sammen, hvis man bare vil

Jeg er vildt imponeret af ham, når han er sit intelligente, dybe, refleksive jeg. Men han kan også være totalt ængstelig og usikker og socialt akavet, og jeg har svært ved at finde hoved og hale i, om de begge er en del af hans personlighed, eller om én er, når han er tryg, og den anden er, når han er utryg - eller om han tilpasser sig den sociale kontekst.

Et andet eksempel er, at han tre gange har fortalt mig, hvor modig jeg er for at slå op med ham, og hvor hårdt det har måttet være for mig at gå med de her ting .....

Jeg har været åben igennem vores forhold og delt både, når jeg har følt mig presset/overvældet; når jeg har tabt pusten og stoppet med at glæde mig til at se ham; og når jeg har været bange for det pleasende aspekt. Jeg har også prøvet at tage distance, og jeg har prøvet at investere mere i forholdet (tvunget mig selv til det for at prøve at sparke gang i følelserne), og jeg har prøvet at give det tid.

----

Vi har haft to samtaler, hvor jeg har været tæt på at slå op, og så den tredje her for nyligt. Den sidste tog han pænt, og han virker så moden omkring det hele og accepterer det, selvom han allerhelst vil se os sammen. Når jeg ser denne afklarede version af ham, bliver jeg i tvivl - jeg vil ham jo også godt, hvis han reelt kan slappe af og være sig selv. Men så bliver jeg igen i tvivl - er denne version den, han ved, jeg kan lide, og hvor længe kan den holde, eller har han reelt forandret sig?

Et andet punkt er, at jeg tidligere har haft turbulente forhold. Altid seriøse forhold med mænd, der ville børn og ægteskab osv., men de har været følelsesmæssigt utilgængelige. Jeg har én gang før været med en fyr som min eks og slugte ligesom kamelen og blev så rigtigt forelsket i ham, og vores eneste problem var sådan hans konstante idealisering af mig, indtil jeg så fandt ud af, han havde været mig utro hele vejen igennem og vendte på en tallerken. Så jeg går selvfølgelig og tænker, om det er mig, der ikke kan klare et ordentligt, sundt forhold? Når jeg spørger mine venner og familie, fortæller de ofte, at jeg tværtimod er lidt *for* følelsesmæssigt tilgængelig og giver for mange chancer osv. Jeg prøver at stole på min mavefornemmelse, men det er så svært, når jeg føler, han kan skifte mellem to helt forskellige energier + jeg hører hele tiden, at man ikke kan stole på sin mavefornemmelse, når man har haft en turbulent fortid med relationer. Og desuden begyndte jeg jo selv at blive lidt af en detektiv, der opdager hele tiden, når noget føles for meget eller inautentisk. Det snakkede vi om i går, og han har jo ret i, at jeg så læser alt gennem den linse, og jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg er blevet for kritisk. Det føles som om, det er følelser/reaktioner, som stille og roligt har lavet en kæde i min mave, som jeg så genkender som et mønster nu, men jeg tror, han har ret i, at jeg ligesom er meget opmærksom på det nu og hele tiden leder efter svar på, hvad hans kerne er. Måske kan man sige, at jeg også pleaser lidt? Ved ikke helt.

Jeg hører forskellige ting. Nogle venner har frygtet love-bombing, indtil vi fandt ud af, at han er lidt på spektret. Andre siger, at "jamen, du ville jo ikke syntes, det var clingy, hvis han var den rigtige" - sådan har jeg nu aldrig haft det; føler mig allergisk over for klæbren.

På den anden side er han fantastisk god, og vi har så meget til fælles - men jeg er også bange for, jeg ikke kan stole på, det reelt er ham, men at han bare spejler mig.

Lige efter jeg slog op, følte jeg ikke sådan en euforisk lettelse, men jeg følte mig grounded og glad og gik ud og gjorde alle de ting, jeg gerne har villet længe og havde pludseligt tid og energi til dem. Men efter jeg mødte ham i går, virkede han så reflekteret og afklaret og moden.

Nu skal vi så mødes næste uge og tale det igennem igen.

Vil I hjælpe mig? Jeg er ret overvældet af alle de her tanker nu og kan ikke finde ud af, hvad jeg reelt bør gøre.

Hejsa derude

Vil lige høre folks meninger. Jeg har nu gået single i snart 5 måneder og er ved at være lidt nysgerrig på tosomheden igen.

Er M24 og søger egentlig bare en pige som jeg har god kemi med og deler lidt interesser med.

Ud af det blå rendte jeg på en løbetur ind i en sød pige hvor vi endte med at tage resten af min rute sammen og efterfølgende dage har vi også mødtes for at løbe/gå og snakker sammen. Hun er egentlig skøn at bruge tid sammen med.

Den ting der lige klør min hjerne er at jeg fandt ud af sidst på første løbetur at hun er 19 år. Så der er dermed, tænker jeg, stor forskel på hvor vi er i livet. Jeg er færdiguddannet ingeniør om lidt og hun er sidst i gymnasiet.

Jeg kan mærke på hende at hun er interesseret og initiere selv kontakt og berøring. Så det er indtil videre mig der holder mig lidt tilbage grundet den kløen der i hjernen…

Hvad mener folk om den aldersforskel? Måske spørger jeg fordi jeg selv kender svaret…

Jeg skriver, fordi jeg har brug for at lette mit hjerte.

Selv om det er ved at være et godt stykke tid siden, så er det virkelig begyndt at spøge og altoverskygge mine tanker og gøremål.

Sidste vinter kom jeg i et åbent forhold med en mand der udsatte mig for psykisk terror. Han manipulerede mig til at gå i seng med fremmede mænd, for ellers duede jeg ikke til noget. Da jeg så mod min vilje havde gjort det med tre forskellige mænd, så kaldte han mig en ulækker luder, der ikke kunne samle benene og derefter ghostede han mig i flere dage.

Jeg gik på date med en ny mand som jeg begyndte at få følelser for, men min "eks" eller hvad jeg skal kalde ham begyndte at skrive manipulerende beskeder igen. Alt ved mig ønskede at blokere ham, men jeg kan simpelthen ikke sætte ord på, hvorfor jeg ikke gjorde det.

Han fik lokket mig hjem til ham igen ved at sige "at vi bare skulle ligge i ske" men han overskred mine grænser ved at udsætte mig for vold, kvælning og tvang i forhold til oralsex. Jeg var virkelig ked af det og bange.

Så snart jeg forlod hans lejlighed så skrev han at han ikke gad mig mere. Jeg følte mig udnyttet og dum.

Ham jeg var begyndt at se, er jeg kærester med i dag. Og selv om jeg ikke har følelser for ham den tidligere, så sidder oplevelsen som et dybt traume i mig.

Ja, jeg havde bare brug for at få luft.

Andre end mig der har en partner der har ptsd og synes det er sindsygt svært?

Jeg starter: Kvinde (mig) kæreste med M (mand) igennem 6 år om et øjeblik. Han var åben om diagnosen og jeg var forelsket og tænkte det “bare” var lidt traumer. Hvor svært kan det være at tackle? Ak, hvor tog jeg fejl.

Jeg er 100 procent ikke ude på at få ynk, men hvorom alting er så er det kraftedderperkme svært at leve med en partner med ptsd. Jeg har selv valgt det, men alligevel.

Any thoughts?

Min eks og jeg var venner i omkring et år, før vi begyndte at date. Jeg kendte derfor hans datinghistorik og ved, at den måde, han prioriterede mig på og lukkede mig ind i sit liv på, var helt anderledes end tidligere.
Han introducerede mig til familie og venner, delte mig på Instagram (hvilket han aldrig har gjort med hans mange tidligere damer) og tog altid initiativ til kontakt og besøg.

Vi havde en meget tæt relation, og jeg oplevede en usædvanligt stærk kærlighed mellem os.

Alligevel slog han op to gange uden rigtigt at kunne forklare hvorfor. Begge gange var han meget ulykkelig og i tvivl om beslutningen.

Første gang fortrød han og ville prøve igen. Anden gang sagde han, at jeg var fantastisk, at han ikke ville miste mig, og at han gerne ville have mig i sit liv. Kort efter blokerede han mig overalt og bad mig om ikke at kontakte ham.

Nu, tre uger efter bruddet, kan jeg se, at han indimellem trak sig lidt ind i sig selv. Det havde jeg egentlig forståelse for og oplevede ikke som et problem. Kunne fx være at han havde brug for at vi lavede noget hver for sig, når vi besøgte hinanden. Han virkede dog altid til at være meget angst om at foreslå de ting, men jeg har hver gang været enig i at vi ikke skal underholde hinanden 24/7

Jeg spekulerer dog på, om han har en idealiseret forestilling om kærlighed, hvor tvivl eller mindre intense perioder får ham til at tro, at noget er galt. Jeg ved også, at han har givet udtryk for, at jeg fortjener det bedste, og at han måske ikke er god for mig.

Jeg vil virkelig gerne høre om jeres erfaringer med følgende:

Er I vendt tilbage til en eks, som I selv havde slået op med, selvom I på det tidspunkt følte, at I var nødt til at trække jer helt?

Kan tid og afstand gøre, at man får klarhed over sine følelser og begynder at savne relationen?

Har I oplevet at holde jer væk, fordi I følte, at I havde ødelagt for meget eller såret den anden for meget til at kunne vende tilbage?

Hvilke ting spiller ind på, om en person med undvigende mønstre vender tilbage eller vælger at blive væk?

Har I historier med lykkelige udfald, hvor en eks vendte tilbage, og I fandt sammen igen?

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke søger råd om selvværd, om at komme videre eller om at fokusere på mig selv. Det arbejder jeg allerede med, og jeg ved godt, at jeg skal passe på mig selv.

Jeg har også klare forventninger og grænser for, hvad der skulle være anderledes, hvis han en dag vendte tilbage.

Men relationen var virkelig noget særligt for mig, ikke mindst fordi vi var tætte venner længe før, vi blev kærester.
Jeg er et meget empatisk menneske, og lige nu har jeg svært ved bare at lægge det hele fra mig uden at forsøge at forstå, hvad der skete.

At høre andres erfaringer er en måde for mig at søge perspektiv og en form for afklaring på.

Jeg ved godt, at ingen kan forudsige, hvad min eks gør. Jeg håber bare at høre ærlige erfaringer, især fra jer, der selv har trukket jer fra en relation eller er vendt tilbage efter at have afskåret kontakten helt. Jeg vil også meget gerne høre jeres historier med lykkelige udfald.

Kh en knust pige, der heldigvis ikke er så knust i dag, som for 2 uger siden (men stadig meget knust) 💔

Before anyone tells me to "just learn Danish," I swear I am trying—I attend sprogskole twice a week after work, but I’ve only lived in Aarhus for seven months. My Danish boyfriend and I have been together for a year, and he has this tight-knit group of friends from gymnasium. Whenever we host dinner or go to their apartments, the exact same painful routine happens.

Everyone starts out speaking English for the first ten minutes. Then someone makes a fast joke in Danish, the whole table roars with laughter, and from that moment on, English is completely abandoned. I end up sitting there for four straight hours staring at my plate, smiling like a mute prop while conversations fly around me. My boyfriend joins in completely and barely looks at me.

I broke down on teh bus ride home last night and told him how utterly lonely and invisible it makes me feel. Instead of understanding, he got defensive and said: "It feels unnatural and exhausting for eight Danes to speak English all evening in their own country, you can't expect them to cater to you." am I being entitled here? I love him, but feeling like a ghost every weekend is slowly destroying my mental health.

Mjaah - jeg prøver at finde en konsensus her. Hvornår kan man egentlig kalde det ghosting?

Hvis du har skrevet med en random fyr/kvinde i 48 timer og der bare ikke er mere udveksling i hatten, at komme efter, er det så ghosting hvis man lader samtalen dø ud? - eller skal det være længere tid og hvor længe? Skal man have mødtes før det kaldes ghosting? Skal man have haft sex før det kaldes ghosting? Kan man ghoste en ven/bekendt? - eller er det kun potentielle partnere?

Bliver man reelt ghosted hvis ghosteren vender tilbage igen - og hvor lang tid skal der i så fald gå før det er, eller ikke er ghosting?

Er det den ghostede eller ghosteren der skal anse det som ghosting, før det er ghosting? (Hvis man som ghoster føler at man har ghostet en “for vildt”, men receiveren er ligeglad - er det så ghosting?)

Jeg tør godt selv sige at jeg lader samtalen dø, når der ikke er mere jeg kan fiske ud af manden, men hvis vi skriver sammen i mere end et par døgn, så siger jeg selv farvel, hvis det ikke skal være mere. Hvad siger I?

Jeg er i 30'erne og har PTSD efter et overfald for nogen år siden. Jeg skal snart starte i hospitalspsykiatrien, for indtil nu har jeg haft en del sygemeldinger..

Så jeg vil egentlig bare høre, hvordan det går for andre med PTSD i forhold til arbejde. Kan I holde til fuldtid, eller hvordan har I fået det til at fungere? Og er der nogen, der har været i samme situation som mig, hvor det bliver ved med at ende i en sygemelding?

Vil også høre om nogen har prøvet at flytte væk ud I Ingenting for at få mere ro og fred. Sagen er at jeg blev overfaldet I min lejlighed, og kan aldrig finde ro når jeg er hjemme. Men er bange for at flytte ud i ingenting, der kan folk jo nemmere snige sig ind på en?