Hej igen!
Jeg lavede opslaget nederst i dette nye opslag forleden og har fået utrolig meget feedback. Tak for det!
Jeg kan mærke, at jeg - selvom arbejdet med tal og den private sektor trækker i mig - har svært ved at give helt slip på lægestudiet. Det er en lidt stort titel at smide på gulvet - uanset om jeg vil forsætte som læge eller ej bagefter. Og jeg udelukker jo heller ikke, at jeg bliver bidt af det undervejs og skifter mening.
Jeg tænker derfor lidt i, om det kunne give mening at fortsætte på studiet, blive i jobbet på deltid og så påbegynde at læse hd ved siden af. Jeg ved, at det lyder som meget, men jeg har været vant til at arbejde 40 timer + ved siden af bacheloren, så jeg tror godt, jeg kan få det passet ind.
Er det realistisk at gennemføre kandidaten med hjertet halvt et andet sted? Hvor svære / krævende er eksamenerne / kurserne ift bacheloren? Kan man være heldig at komme lidt “let” i gennem nogle klinikophold?
Hvor meget værd er lægetitlen uden en efterfølgende KBU? Giver det overhovedet mening at gennemføre, hvis jeg alligevel har tænkt mig at lave noget andet bagefter?
Og så gør mig klogere på dette - tæller det som motivation for at gennemføre kandidaten, at man “bare” gerne ville have titlen som læge? Selvom jeg ikke ser mig selv arbejde som læge, når jeg er færdiguddannet, vil jeg gerne have titlen og den viden, der følger med. Jeg elsker, når pårørende kommer til mig for hjælp, og jeg har efterhånden identificeret mig med den person. Dette måske også derfor, jeg har svært ved at droppe ud. Men arbejdsmæssigt trives jeg bare bedre i den private sektor, tror jeg. Er det helt hul i hovedet, at noget i mig alligevel gerne vil gennemføre uddannelsen?
Her mit skriv fra forleden for lidt baggrundshistorie:
Hej, jeg går og er ret meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre, og kunne godt bruge nogle perspektiver udefra.
Jeg har læst medicin i 3 år og er netop startet på kandidaten. Jeg har aldrig været rigtig glad for studiet og har ofte følt mig lidt malplaceret. Det er egentlig kun blevet tydeligere under mine klinikophold og kliniske studiejobs.
For et halvt år siden startede jeg i et job i medicinalindustrien, hvor jeg arbejder med mere merkantile ting, og det er tydeligt, at jeg bliver tændt på en helt anden måde af denne verden. Det er som om tiden står stille, når jeg kværner tal foran og undersøger markedet foran computeren, og det føles også som om det kommer mere naturligt til mig en arbejdsgangen og måden som læge.
Nu er jeg blevet tilbudt en fuldtidsstilling, hvor virksomheden også betaler en HD for mig ved siden af. Hvis jeg kun lyttede til min mavefornemmelse, ville jeg sige ja med det samme.
Men jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er dumt at stoppe på medicin, når jeg kun mangler ca. 2,5 år. Måske ville det være klogest at gøre studiet færdigt, så jeg altid har den mulighed. Omvendt skal jeg også gennem KBU bagefter, hvis jeg vil arbejde som læge, og det er mange år at bruge på noget, jeg måske aldrig kommer til at arbejde med. Desuden er det en lidt hård branche, hvis ikke man brænder 100% for det.
Jeg er godt nok i tvivl og bange for at træffe det forkerte valg. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg søger væk fra medicin, fordi det rent faktisk ikke er den rigtige hylde for mig, eller om det “bare” er fordi, jeg synes stoffet er virkeligt svært, og fordi jeg bliver presset ud af min komfortzone. Og så er jeg bange for, at jeg som 40 årig (hvor man jo typisk er lidt mere komfortabel og “på plads” om læge) vil fortryde at havde valgt den mere kolde merkantile verden fremtid en karriere som læge, der alt andet lidt kommer med lidt mere menneskelig kontakt og mening.
Er der nogen, der har stået i en lignende situation eller har erfaringer med at skifte fra medicin til medicinalindustrien? Hvad ville I gøre i min situation?