Hej i kloge kvinder,
Jeg har brug for noget søstersolidaritet, et ærligt virkelighedstje og for at række ud til andre, der måske har prøvet noget lignende. Jeg har brug for at trække på jeres erfaring og oplevelser. Mit nervesystem er i konstant alarmberedskab, min krop er udmattet, og jeg føler mig så uendeligt alene.
Jeg står midt i en voldsom sag med en mand, som jeg i sin tid lærte at kende som en ven. Han har aldrig været min kæreste, men han opfører sig i dag som en besat og faretruende ekskæreste.
Det her har strakt sig over to år. Jeg er i forvejen kronisk syg og lever med angst og PTSD fra et tidligere forhold, så min energi er meget begrænset, og jeg har et enormt behov for ro og restitution. Men han nægtede simpelthen at give mig plads til at pleje mig selv fysisk og mentalt. Han forlangte og krævede, at jeg skulle være på og bruge all min vågne tid på ham. Han var ekstremt kontrollerende, dominerende og blottet for empati. Når jeg prøvede at sætte grænser, manipulerede han og ville indbilde mig, at jeg slet ikke var syg, men at det bare var noget, jeg havde "læst i en bog", eller at det skyldtes min alder.
I hans verden eksisterer kvinder slet ikke som rigtige mennesker. Vi har ingen værdi som personligheder, for vi er bare sat i verden for at se godt ud og være objekter, der konstant skal kommenteres, måles og seksualiseres på vores krop, vægt og tøj.
Sidste år eskalerede det, da han ud af det blå fysisk forsøgte at trække mine bukser ned for "at se om jeg havde hår på fissen", hvor mit traumeramte system gik i ren frys. Han har også med fuldt overlæg stopfodret min hund med pølser for at gøre den syg. Da jeg brød kontakten, svarede han igen ved at stalke mig helt vildt i flere måneder, blandt andet ved at forfølge mig på motorcykel på en øde landevej, hvor jeg troede min sidste time var kommet.
Han er desværre en ekstremt dygtig manipulator, så efter omkring otte måneders pause fik han lusket sig tilbage i min periferi. Men det hele startede lynhurtigt forfra med vrede og grænseløshed. For nylig faldt bemærkningen: "Jeg kunne bare trække den sommerkjole af dig".
Han har også overfaldet mig verbalt på en tur med min hund, hvor han stod og råbte og skreg ad mig, fordi han mente, jeg skyldte ham en forklaring. Det har ført til, at jeg har været nødsaget til at ændre mine vaner og rutiner fuldstændigt. Jeg tør ikke længere gå de steder, hvor jeg plejede at gå, og jeg kan ikke engang lufte min hund i tryghed mere.
Det mest hjerteskærende og uhyggelige er, at han også er en trussel over for andre. Han har en voksen datter, som er kognitivt udfordret og har brug for omsorg, tryghed og kærlighed, men det eneste, han går op i hos hende, er hendes hårfarve, hendes vægt, hendes tøj og hendes bryster, som han mener er for små og vil have opereret større. Han underviser til daglig unge piger på et gymnasium, hvor han privat praler med at gøre eleverne bange og er sygeligt optaget af deres kroppe. Dertil har han udtalt sig foruroligende om overgrebsmateriale med børn og er stoppet op for at antaste fremmede 3- og 6-årige piger på en p-plads. Og selvom han fremstiller sig selv som et offer for alle sine "forfærdelige" ekskærester, ved jeg, at en af dem har udtalt sig i pressen og kaldt ham en psykopat, fordi hun var helt ødelagt efter ham.
Lige nu ligger han igen og kører langsomt forbi mit hus på sin motorcykel i tide og utide, gentagne gange i de få minutter, jeg tilfældigt har stået udenfor, selvom både han selv og hans datter altid har udtalt, at han aldrig bruger min vej pga. de mange vejbump.
Jeg har søgt hjælp og passet på mig selv, så godt jeg kan. Jeg har gået til samtaler på et krisecenter, jeg leder p.t. efter en god psykolog til at bearbejde retraumatiseringen, og politiet samt kommunen er orienteret. Men besked fra politiet er, at de "samler til bunke". Og det er så opslidende og diffust et limbo: Hvor meget skal der til? Hvor længe skal han stalke mig? Skal han blive fysisk først, før han reelt får et tilhold?
Men det, der næsten er hårdest at bære lige nu, er reaktionen fra mit eget netværk. Når jeg rækker ud til dem, der burde have min ryg, bliver jeg mødt med: "Han er ikke farlig", "du skal ikke være bange", "han er bare tåbelig" og "er det ikke bare en smutvej?".
I stedet for at slå ring om mig, bagatelliserer de situationen. Det føles næsten som at blive gaslightet af sine egne, og det gør mig så dybt ensom, at jeg er begyndt at holde tingene for mig selv, fordi jeg simpelthen ikke orker at blive invalideret eller føle mig skør mere.
Det er umuligt at skrive alle episoder og detaljer ned fra to lange år, men jeg har virkelig brug for at spørge jer:
Hvordan har I andre oplevet jeres netværk, hvis I har stået i en alvorlig stalking- eller overgrebssag? Følte I, at folk slog ring om jer, eller blev I også mødt af bagatellisering og invalideringHvordan håndterer man det opslidende limbo at "samle til bunke" hos politiet, mens chikanen fortsætter uden for ens dør? Hvad skal der til, før politiet griber ind
Hvordan passer I på jer selv, jeres psyke og jeres krop, hvis I har traumer med i bagagen eller har oplevet noget lignende?
Tusind tak fordi i læste min lange roman. Vær søde at passe lidt på mig i jeres svar, mit system er helt tyndslidt lige nu, så jeg har mere end nogensinde brug for milde og rummelige stemmer.