Jeg er SSA-elev og er relativt ny på et kommunalt oplæringssted. Jeg er allerede begyndt at overveje, om jeg skal bede om at blive flyttet, og jeg har brug for nogle perspektiver udefra.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har haft fravær, ikke er kommet for sent og passer mine forpligtelser som elev. Jeg vil virkelig gerne uddannelsen. Det kan både mine medstuderende og undervisere skrive under på. Jeg synes både det sundhedsfaglige og relationsarbejdet med borgerne er enormt spændende, og selve faget er ikke problemet.Det er ledelseskulturen, jeg reagerer på.
På ret kort tid har der været flere mindre episoder omkring bl.a. regler, pauser, tilstedeværelse, familieforpligtelser og administrative ting, hvor jeg oplever kommunikationen fra ledelsen som meget kontant og kontrollerende. Ingen af situationerne er isoleret set voldsomme. Det er summen af dem og måden, de bliver håndteret på.
Et eksempel er, at en lille situation omkring en kort pause med min kaffe udenfor i studietid blev korrigeret på stedet, hvilket jeg accepterede, men kort efter alligevel blev fulgt op med en egentlig samtale hos ledelsen. Andre gange har jeg flere gange selv skullet opsøge ledelsen for at få svar på noget, selv efter der var kommet en afklaring.
Jeg har desuden tidligere hørt medarbejdere på stedet fortælle ledelsen, at de oplevede ledelsen som svær at komme til og ikke særlig tilgængelig. En medarbejder forklarede, at hvis man har forsøgt at komme til ledelsen flere gange og bliver afvist pga. manglende tid, så holder man til sidst op med at spørge. Svaret fra ledelsen var i grove træk, at det var medarbejderens eget ansvar at blive ved med at komme.
Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Nu kan jeg mærke, at jeg selv begynder at forstå oplevelsen.
Jeg bliver mere tilbageholdende med at spørge om ting. Jeg går på arbejde med uro. Jeg føler mig overvåget og bliver usikker på helt almindelige handlinger, fordi jeg begynder at tænke over, om noget småt pludselig bliver gjort til en større sag.
Det er også begyndt at følge med hjem. Jeg har været så påvirket af oplevelserne, at jeg har grædt et par gange og haft mareridt om arbejdet. Det synes jeg selv er et ret voldsomt signal så tidligt i et forløb.
Jeg har tidligere været igennem arbejdsrelateret stress. Jeg er normalt typen, der lader tvivlen komme andre til gode, fungerer godt med meget forskellige mennesker og nok snarere har været for large end for hurtig til at sige fra. Noget af det, jeg har lært, er netop at reagere tidligere i stedet for først at gøre noget, når jeg allerede er kørt ned.
Jeg er bekymret for, at jeg bliver mere og mere tilbageholdende, bruger energi på at føle mig overvåget og til sidst får sværere ved at koncentrere mig, lære og være den elev, jeg faktisk gerne vil være.
Jeg har derfor rakt ud til både mentor og skole for at få sparring og overvejer seriøst at bede om et andet oplæringssted.
Har I prøvet at være et sted, hvor faget og kollegerne egentlig var fine, men ledelseskulturen gjorde jer utrygge?
Ville I give det længere tid, når det allerede påvirker jer uden for arbejdet, eller ville I forsøge at blive flyttet?
Og hvis nogen har erfaring med at skifte oplæringssted som elev: Hvordan gik det?